Forslag til Lokalplan nr. 338 – Virksund Havn – HØRING

Virksund Lystbådehavn er i samarbejde med Skive Kommune nu nået til vejs ende med forslag til lokalplan for havneområdet.
Forslag til Lokalplan nr. 338 er i høring i 4 uger i perioden fra den 6. november 2025 til den 4. december 2025.
Lokalplanen omfatter Virksund Havn og det nordvestlige naturområde på i alt ca. 7,6 hektar.
I området hvor Virksund Lystbådehavn er beliggende findes de anlæg som er nødvendige for en havns drift samt bygninger til foreningsformål, café og kiosk. Den nordvestlige del af lokalplanområdet er omfattet af natur som er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3 og en del er også omfattet af et Natura 2000-område.
Lokalplanen har til formål:
- At sikre at havnen kan anvendes til foreningsformål, lystbådehavn, rekreative formål samt erhverv for at understøtte drift, fritidsformål og turisme.
- At sikre at ny bebyggelse på havnen etableres i overensstemmelse med den eksisterende bebyggelse og kulturmiljø, med hensyn til udformning, materialer, omfang og beliggenhed.
- At sikre de bevaringsværdige bygninger og det eksisterende kulturmiljø på havnen ved fastlæggelse af bestemmelser for nedrivning, ombygning og ændringer af bebyggelse.
- At udlægge byggefelter til ny bebyggelse på en måde som sikrer hensynet til fortidsminder, naboer og kystlandskabet.
- At sikre at det eksisterende naturområde i nord fortsat er friholdt for bebyggelse og anlæg og kan bidrage til områdets rekreative værdi samt fastholdelse af områdets naturværdier.
- At sikre mulighed for at bebyggelse kan klimasikres.
Vi ser frem til gode og konstruktive drøftelser på infomødet.
Bestyrelsen Virksund Lystbådehavn.
